Far Cry - Anmeldelse

Far Cry - Anmeldelse

Darth Master | 20. March 2010 | 3 Kommentarer
  • Spil anmeldt: Far Cry
  • Anmeldelse af: Darth Master
  • Platform: PC
  • Genre: FPS
  • Udvikler: Crytek
  • Udgiver: Ubisoft
  • Udgivelsesdato: 23 marts 2004
  • Snydekoder: Far Cry – PC koder

Tag med til et ferieparadis af solbeskinnede sandstrande, høje eksotiske palmetræer, et renskærende blåt hav og temperaturer der kun findes på tropeøer midt ude i det Caribiske hav. Der er ingen søde hulapiger eller smilende rejseguider. Til gengæld er der skydegale lejesoldater, en gal videnskabsmand og hundredvis af kødædende mutanter, der kun venter på at sætte klørene og tænderne i din bar hud. Hvis du synes det lyder som din drømmeferie, så skynd dig ned og køb billet til Far Cry.

Der er nogle spil som man har en anelse om hvad handler om, når man lægger pengene over disken til ekspedienten, der med sit plastiksmil giver dig spillet og siger lidt stift: ”God fornøjelse!” og så er der de spil som man kun har hørt om og derfor ikke har et større indtryk af hvad det egentlig er man går ind til. Da jeg købte Far Cry, så var det det sidste scenario der var gældende. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle bruge de overskydende 100 kr. jeg havde i lommen til, så jeg tænkte hvorfor ikke investere i et billigt spil? Og Far Cry blev det.
Personligt troede jeg, at man det meste af spillet skulle vandre rundt og nyde solskinsøen alt imens man her og der nedlagde en gruppe lejesoldater. Det var også sådan spillet gav indikationer om i starten af spillet, også selvom introen godt kunne give et fingerpeg om, at der foregår mere på denne ø end en flok soldater på badeferie. Inden længe måtte jeg da også sande, at mine forestillinger skulle række lidt mere udover end det jeg havde forventet. For når man pludselig opdager at øen er indehaver af et galt videnskabeligt eksperiment, der gælder mutationer af aber og mennesker, så bliver stemningen pludselig en hel del anderledes. På ingen tid er man kommet fra paradis til helvedet.

far cry anmeldelse ss1

Historien i Far Cry er måske ikke helt unik og ny. Hvis man har læst Dr. Moreaus Ø eller set den halvdårlige filmatisering af den, så kender man godt ideen bag den. I rollen som Jack Carver, er du blevet hyret til at sejle en mystisk kvinde rundt Stillehavet. Ude fra en af disse øer bliver båden pludselig skudt i sænk og Jack strander på øen. Der findes adskillige film, bøger, der har beskæftiget sig med klicheen: En gal videnskabsmand ønsker at forandre/forbedre verden ved hjælp eksperimenter, der skal tage mennesket et ekstra skridt op på evolutionsstigen. For at være sikker på. at fremmede ikke pludselig dukker op på øen, hyrer han nogle bevæbnet lejesvende til at holde styr på tingene. Selvfølgelig ender disse eksperimenter galt og de muteret mennesker og aber beslutter sig for at holde ædegilde på øen. Og uheldigvis er man lige på øen i det øjeblik det sker. Men som ofte før, så er der ikke andet at gøre end at gribe sit våben, holde tommelfingeren på aftrækkeren og håbe på det bedste.

far cry anmeldelse ss2

Spillet gør god figur i at understrege, at spillets missioner er ikke-lineære, det vil sige at spillets baner kan gennemføres på flere forskellige måder. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt. Det er rigtigt, at de områder man spiller i, er forholdsvis store og at man derfor eksempelvis kan angribe en lejr på flere forskellige måder, men i sidste ende skal man jo fra A til B og fjenderne befinder sig som regel inden for et bestemt område.

far cry sniper anmeldelse ss3

Generelt er sværhedsgraden faktisk rigtig høj, selv på det laveste niveau. Det går sjældent godt, hvis man forsøger at angribe fjenderne med et regulært stormangreb idet man ret hurtigt mister sine hit points og da det er rimeligt sparsomt med healingspakker rundt omkring i spillet, så går der ikke lang tid inden man frustreret igen må starte forfra, fordi man ganske enkelt har for lidt i liv. Dette gælder specielt de såkaldte mutanter Trigens, der uden problemer kan snuppe halvdelen af dine hit points med et slag. Man behøver ikke at sige meget mere end, at det er en god ide at lade sine våben inden man bevæger sig ind af den næste dør.

far cry anmeldelse ss4

AI’en er generelt ganske god. Til tider for god. Eftersom man løber rundt i junglen og ene mand nærmest forsøger at føre en guerilla krig, så er det klart at man skal være så lydløs som overhovedet muligt. Dette kan dog være rigtig svært, når fjenderne nærmest har superhørelse og derfor ofte kan hører dig bare du træde lidt forkert.

far cry anmeldelse ss5

Snakker man yderligere om lyden, så er det en lidt blandet følelse man sidder med. Far Cry har nærmest intet soundtrack andet end nogle trommer hist og her, så musikken er ikke lige det man har tænkt på da man lavet spillet. På den anden side oser spillet af en fantastisk junglestemning med ganske gode lydeffekter. Tropiske fugle kan høres i træerne og den irriterende summen af fluer er også tilstede. Det er set i nyere spil, men det er fordi det virker! Selve stemmeskuespillet er netop så middelmådigt som en fed actionfilm. Der skal ikke være så meget snak, det er action der er i højsædet og det bliver det ikke mindre fedt af at Jack Carver mere lyder som en snotforvirret Arnold Schwarzenegger i sit mødet med Predatoren. Dog uden den østrigske accent.

far cry ss6

I løbet af spillet vil man opdage at man kun kan have op til 4 våben med sig af gangen. Varieteten af våben er okay. Heriblandt kan nævnes våben som M4 Carbine, P90 submachinegun og G36 Assault Rifle. De fleste af våbnene er altså taget fra virkelighedens verden. Udover dem har man også en kikkert hvor man på lang afstand er i stand til at høre samtaler og andre lyde ellers er det den sædvanlige sang med, at maskinpistolerne fyrer flest kugler af, men gør mindst skade, mens riflerne skal lades ofte, men tilgengæld er mere præcise. Intet nyt i det. Udover våbenene kan man også prøve kræfter med diverse køretøjer, såsom Jeep, motorbåde og sågar en drageflyver. Styringen af dem er simpel, men det er nok mere de slagkraftige våben som nogle af dem er udstyret med, end egentlig brugbarhed af køretøjerne, som man vil benytte sig af. Det meste af tiden er det bedre at snige sig rundt og overraske fjenden end at de hører dig komme kørende som en eller anden skør Rambo-gut i en jeep.

far cry ss7

Grafikken er selvfølgelig en stor diskussion, når man taler om et spil med snart 6 år på bagen. Sammenlignet med nutidens grafiske spil-præstationer er Far Crys grafik nok røget et par placeringer ned, men det skal slet ikke skræmme nye spillere væk. For grafikken er stadig ganske flot og detaljerig, for slet ikke at nævne at da Far Cry første gang kom ud, så blev det altså betragtet som et spil med en fantastisk flot grafik. Jungle-stemningen er derfor helt i top.

far cry ss8

Missionerne dækker over 20 store baner med over 20 timers underholdning, hvilket i sig selv måske er rimelig godt gået set i lyset af de fleste FPS-spil i dag mere fokusere på Multiplayer-delen og derfor ikke går helt så meget op i skabe en Singleplayer-del, der har en langvarig interesse. Multiplayerdelen er ikke yderligere imponerende. Der er tre forskellige slags måder man kan spille på: Free-for-all-, Team Deathmatch og Assault. Selve banerne er store og det i sig selv er ikke et plus, hvis man er meget få spillere. Det siger sig selv, at det kan blive rimelig kedeligt, når man konstant spankulerer rundt og kun dræber en modstander hvert andet minut. Kombiner det med nogle våben som begrænser hastigheden i dine bevægelser og kedsomheden kan blive uendelig lang. Nej, det er Singleplayerdelen, der er Far Crys sande styrke.

Som sagt, så er Far Cry et spil med nogle år på bagen og at sammenligne det med nutidens mastodonter for eksempelvis grafiks, vil være helt uretfærdigt. Spillet er nemlig et spændende FPS-spil, med en solid grafik og en fantastisk junglestemning. Man kan roligt investere penge idet, især nu hvor spillet visse steder kan fås for under 100 kr.

Karakterer:

  • Grafik: 8
  • Lyd: 8
  • Gameplay: 8
  • Holdbarhed: 9
  • Samlet karakter: 8

Plusser: Intens Junglestemning, solid grafik, udmærket AI
Minusser: Halv trist multiplayerdel, irriterende stærke fjender, implementeringen af køretøjer kunne være bedre.

×

3 Kommentarer til "Far Cry - Anmeldelse"

  1. MEO says:

    Fed anmeldelse :)

  2. michael says:

    spillet er mega fedt! og dog pikke svært når man kommer langt i det ellers meget god grafik og våben: SMG. P90 M4 carbine. desert eagle. magnum rifle. G36 rifle. rocket laungher. minigun. machete. 2 del af spillet er det sjovt at lege snige morder med macheten.

  3. Snyd.dk says:

    Det er en rigtig solid anmeldelse i min bog Darth Master.
    Et fantastisk spil jeg brugte mange timer på tilbage i 2004/2005 og står stadig som et af de spil jeg hyggede mig mest med.

Skriv en kommentar

For at undgå unødvendige kommentarer, bedes du læse nedenstående igennem, før du skriver.
- Tag dig tid til at skrive - vær seriøs. Vi godkender kun gode og relevante kommentarer.
- Skriv i en ordentlig tone - kommentarer der indeholder skældsord vil ikke blive godkendt.
- Skriv aldrig dine private oplysninger - telefonnummer, e-mail, adresse osv.
- Skriv kun kommentarer der har relevans til snydekoden selv eller spillet.
- Klik her hvis du vil du have dit eget logo/avatar ved kommentar.