Dreamfall: The Longest Journey - Anmeldelse
Spil anmeldt: Dreamfall: The Longest Journey
Anmeldelse af: Darth Master
Anmelderens karakter: 8/10
Udgiver: Funcom
Udvikler: Funcom
Udgivelsesdato: 26. maj 2006
Platform: PC
Genre: Adventure
Da Funcom i sin tid udgav spillet The Longest Journey, så var det et forfriskende pust til adventure-spillene. Spillet indeholdte en solid og spændende historie, og på trods af de lidt mærkelige gåder og opgaver, høstede spillet en hel del priser. Nu forsøger Funcom sig så med en efterfølger, men på trods af forgængerens historie, må man sige at spillet både overrasker og skuffer.
Det er svært at forholde sig til genren Film-spil. På en eller anden måde så er Spil-genren og film-genren unægtelig ens på mange områder, men man må også se i øjnene, at de også har hver deres forskelle. Før i tiden var der ingen tvivl om at film var både større og mere populære end videospil, men i de senere år har spil-genren opnået en enorm popularitet, grundet udviklingen af større og stærkere maskiner. I dag er de faktisk så tæt, at de groft sagt indtjener lige meget om året.
Så hvad sker der når begge genre pludselig smelter sammen og bliver til en enhed? Tja, det er det som ”Dreamfall: The Longest Journey” forsøger at give svar på. Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er den store Adventure-gamer. Alt den ståhej over spil, som f.eks ”Myst”, hvor skærmen stod stille i mens man med musen trykkede på diverse ting, har aldrig rigtig fænget mig. Så, da jeg satte Dreamfall i maskinen, var det altså med en vis skepsis.
”Dreamfall” fortsætter historien fra det oprindelige ”The Longest Journey”, hvor man som April Ryan bliver draget ind i parallelverdenen Arcadia. Men hvor April Ryan var hovedpersonen i det første spil, så drejer det sig nu om pigen Zoë Castillo. Hun er droppet ud af universitetet og lever nu hjemme hos sin far, hvor beskæftigelsen står på fjernsyn det meste af dagen. Alt dette ændrer sig dog da hendes ex-kæreste pludselig forsvinder. Hun beslutter sig for at lede efter ham blot for at blive trukket længere ind i et større komplot, der også indeholder en lille piges mystiske død.
Lad mig sige det mildt. Gameplayet i Dreamfall er nærmest ikke-eksisterende og alene den grund vil nok skræmme de fleste spillere væk. ”The Longest Journey” var et adventure-spil i ordets sandeste forstand. Løsning af gåder og andre puzzles var dagligdag for spilleren. I Dreamfall er der skåret voldsomt ned på antallet af ovenstående. Og dem der er tilbage, virker for nemme og til tider en smule ligegyldige. Der iblandt kommer også et kedeligt og uengageret kampsystem, hvor man i princippet kun har to valgmuligheder: Light Attack og Heavy Attack. Kombiner de to og du har Dreamfalls kampsystem.
Spillet åbner også op for en række dialoger, hvor man får valgmuligheden for at kunne tage del i samtalen. I starten virkede det forfriskende grundet de mange lange dialoger, men i længden viste det sig at det ikke kun gjorde nogen reel forskel om man var aggressiv eller tilbageholden.
Selvom spillets hovedperson er Zoë Castilla, så åbner spillet også op for at spille som April Ryan og en helt ny karakter ved navn Kian Alvane. Der er ikke just den store variation gameplaymæssigt i mellem de tre karaktere, men formålet har også været at lade historien bæres op af disse personer.
Med alle disse negative ting i bagagen, så kunne man sagtens fristes til at tro at jeg havde ønsket ikke at jeg aldrig havde stiftet bekendskab med det. Men sandheden er at ”Dreamfall” er det samme som at se en virkelig god film. For historien i spillet er helt klart spillets primære force. Historien fortælles på en måde, så man virkelig føler sig draget ind i spillets univers. Der er en åbenlys fortæller glæde hele vejen gennem spillet og det er non-stop. Man føler virkelig at personerne eksisterer og i sidste ende ønsker man bare mere. Selvom historien er uden tvivl spillets force, så er det på samme tid også det mest skuffende. For når man har gennemført spillet hænger der så mange løse tråde i historien, at man føler sig lidt tom, hvilket desværre i sidste ende skæmmer oplevelsen af en ellers god historie. Kort fortalt: Spillet skriger efter en fortsættelse, der kan samle alle de løse tråde sammen og endegyldigt afslutte historien.
Grafisk er spillet måske ikke det man vil betegne som verdensklasse, men de mange varierende omgivelser, som man støder på i løbet af spillet, gør at man helt glemmer at figurene er lidt kantet i overfladerne. Vi bliver nemlig bragt fra solvarme omgivelser til snedækkede landskaber, regnfyldte byer, og sågar mystiske, underjordiske grotter beboet af underlige hulemænd.
Alt dette er også båret op af en fantastisk lydmæssig side. Stemmeskuespillet er virkelig godt og soundtracket kandiderer kraftigt til at være noget af det bedste musik et spil har præsteret nogensinde. Musikken strækker sig fra symfonisk til rock-pop og hver omgivelse har sit eget tema. Ingen tvivl om at det skaber en stemning, man sen vil glemme.
Når det kommer til stykket må man spørge sig selv: ”Er dette spil noget for mig?” For spillet lægger sig meget tæt op af at være en decideret film frem for et egentlig spil. Det er bestemt tydeligt i det at gameplayet til tider nærmest er ikke eksisterende og at der i stedet for er mange lange samtaler, der nemt kan få mange til hurtigt at hoppe af vognen. Det er en skam, for spillet har virkelig potentiallet til at blive en af de mest stemningsfyldte og filmiske spil, der nogensinde er blevet lavet. Det er selvfølgelig store ord, men mindre kan ikke beskrive det. Så, hvis du en dag føler at du trænger til noget mere beroligende og tankevækkende end blot de hektiske skydespil, så kan det være at du måske skulle investere i Dreamfall. Denne skribent her, fortrød i hvertfald ikke investeringen.
Karaktere
Grafik: 8
Lyd: 9
Gameplay: 5
Holdbarhed: 7
Samlet Karakter: 8
+ Plus: Fantastisk historie, varierende omgivelser, sublim musik
– Minus: Ideforladte kampe, nemme hovedbrud, irriterende slutning
